Site name | Case: Tablethåndtering
Case: Tablethåndtering
|
Højhastighedssamlemaskine til samling af tablet-applikator. Maskinen samler et applikatorrør med et stempel og én tablet. Stempelstænger tilfødes anlægget i en emneføder, der efter behov tilfører stempelstængerne automatisk til to cirkulærfødere via et transportbånd. |
I cirkulærføderne bliver stempelstængerne orienteret, hvorefter de fortsætter via en lineærvibrator over i hvert sit cellehjul. De to cellehjul føder begge to det samme mellemhjul, hvorefter stempelstængerne overtages af et keglehjul. |
Når stempelstangen har kørt med keglehjulet 180°, vil den ligge vandret. Den nu vandret liggende stempelstang afleveres over i et transporthjul og videre ind i sammentrykkeren. |
I sammentrykkeren samles applikatorrør med stempelstang. Dette sker via kurvestyrede aksler, der fører applikatorrøret ind i et styrerør, hvorefter stempelstangen føres ind i applikatorrøret. Et hjul afleverer den samlede applikator på et transportbånd. Applikatoren kører igennem en ensretter, så den er klar til montage af en liggende tablet. Det kontrolleres med vision, hvorvidt applikatoren er korrekt samlet. |
Tabletterne tilfødes siloen for tabletter, som automatisk doserer tabletterne ned i cirkulærføderen og videre til en lineærvibrator. Efter lineærvibratoren kommer tabletterne gennem en tykkelseskontrol. Tabletterne fortsætter ind i et sorteringshjul, hvor tabletten kontrolleres via vision. Godkendte tabletter fortsætter videre ud af sorteringshjulet og ind på endnu en lineærvibrator, hvorfra de føres ind i tablethjulet. Applikatoren monteres med en tablet, såfremt den er godkendt. |
De færdige og godkendte applikatorer samles op af et gribearrangement og lægges i en visirkasse. Applikatorerne tælles, så der altid er samme antal i en visirkasse. Når en visirkasse er fyldt, foretages automatisk et kasseskift, hvorefter den fyldte kasse føres ud på et transportbånd, hvor den aftages. |