Menu:

29-09-2006

Oticons lagerfolk nu dobbelt så effektive

Medarbejderne på lageret hos én af verdens førende høreapparatfabrikanter, Oticon A/S i Thisted, er i dag dobbelt så effektive som for blot et par år siden.
Det skyldes, at virksomhedens store lagersektion har fået installeret et nyt elektronisk styresystem, der guider medarbejderne igennem pakkeprocesserne. Det nye system - Guide OnLine - instruerer, overvåger og kontrollerer via pcere, at alle ordrer bliver pakket med det tilbehør og emballeret på den måde, som kunderne ønsker.

- Det var nødvendigt for os at finde en mere effektiv måde at pakke og emballere ordrerne på. Det nye styresystem er skræddersyet til vores behov, og det betyder, at vi i dag kan håndtere mere end det dobbelte af, hvad vi kunne før. Det har også givet medarbejderne en mere fleksibel arbejdsdag, fordi de uden nogen større oplæring kan veksle mellem at sidde ved pakkebordene og bevæge sig rundt for at finde tilbehøret, fortæller lagerleder Poul Thousgaard.

Det elektroniske styresystem guider medarbejderne igennem pakkeprocesserne, og samtidig tjekker det, at alt er, som det skal være.


Stor erfaring

Guide OnLine er udviklet af virksomheden B.V. Electronic A/S i Skive i samarbejde med Kilde Automation A/S i Skive. Idéen i det nye styresystem er, at det visuelt med billeder og grafik på skærmen instruerer de ansatte i, hvordan de f.eks. skal montere, pakke eller producere en ordre. Samtidig kontrollerer systemet, at alt hele tiden udføres korrekt, og dermed er risikoen for fejl næsten elimineret.

Det nye styresystem er udviklet for at sikre bl.a. bedre kvalitet, større effektivitet og sporbarhed i de manuelle arbejdsprocesser. Både B.V. Electronic A/S og Kilde Automation A/S har i mange år beskæftiget sig med automatisering af forskellige arbejdsopgaver, og det er den erfaring, der er grundlaget for udviklingen af Guide OnLine.

Idéen i det nye styresystem er, at det visuelt med billeder og grafik på skærmen instruerer de ansatte i, hvordan de f.eks. skal montere, pakke eller producere en ordre.


En gevinst

På lageret hos Oticon er styresystemet blevet en stor gevinst.

- Før vi fik systemet, brugte vi meget tid på at bevæge os rundt på lageret og ud fra en liste finde tilbehøret til den enkelte ordre. Vi har mange emballage-koncepter, og derfor var det nødvendigt, at medarbejderne blev oplært i koncepterne. Det er der ikke længere behov for, fordi systemet styrer medarbejderne frem til de rigtige komponenthylder, samtidig med at det inden pakning og emballering tjekker, at alt er, som det skal være. Derpå instruerer systemet visuelt, hvordan den enkelte ordre skal pakkes og emballeres, siger Poul Thousgaard.

Han ser det også som en stor fordel, at styresystemet hele tiden kontrollerer beholdningen af de forskellige typer tilbehør og emballage. Det gør, at medarbejderne kan hente større portioner ind på lageret og dermed sikre, at der er til flere dages brug.

Tekst af journalist Flemming Hove og foto ved fotograf Ole Mortensen, Tilsted Com.