Menu:

07-08-2006

Maskinbygger vil være automationspartner

Kilde Automation i Skive er i gang at udvide butikken fra ren maskinbygning til aktiv partner inden for automationsløsninger.

Når Kilde har slettet S.F. og tilføjet Automation betyder det ikke, at man nu skal til at levere løsninger til industriel automation i traditionel forstand. Det skal snarere ses som et ønske om at flytte sig tættere på sine leverandører. I dag er der indledt tættere samarbejder med under- og komponentleverandører, men i fremtiden vil Kilde Automation også knytte tættere bånd til slutbrugerne af maskinerne. Kilde skal under sparingen med slutbrugerne bidrage med rådgivning og knowhow om mulighederne for automation af eksisterende og kommende produktionslinjer til det løntunge danske arbejdsmarked.

Modsat flere af landets mindre industrivirksomheder satser Kilde Automation således på åbenhed og vidensdeling i forhold til leverandører, underleverandører og slutbrugere.

- Selvtilstrækkelighed fører ikke til noget godt, tværtimod, siger administrerende direktør Ejnar Andersen.

Liv og død

- Vi må have tillid til hinanden, og til at vi sammen skaber win win situationer. Det går ikke, at man bygger sin virksomhed på mistillid. Vi skal arbejde tæt sammen, det er her vores muligheder ligger i fremtiden, siger han.
Slutbrugerne har også stor interesse i at knytte pålidelige og driftsikre maskinbyggere tæt til deres forretning. For aftagerne af maskinerne er ofte i ekstreme konkurrencesituationer.

Det kan betyde liv og død for en producent, om hans maskine vitterlig kan producere 22 og ikke kun 17 emner pr. minut. Ligeledes er det vigtigt for slutbrugerne, at leveringstiden overholdes - ofte langt vigtigere end prisen på den færdige maskine.

Sådan er det fordi leveringstiden tit er lig med produktets time to market. Og som tiderne er i dag er det guld værd at være first mover, og dermed alene på markedet.

I dag er der 80 ansatte på virksomheden i Skive. Går det efter planen, vil medarbejderstaben øges støt i de kommende år.

af Morten Brandt, Jern og Maskinindustrien